Freud 1982-1993 - og Freud nu

Jeg var fra starten af min skoletid meget nervøs for at sige noget i timerne, gjorde det dog ret meget, men var nervøs, altid nervøs . 

Fra 12-årsalderen blev det meget værre, og jeg begyndte at opfatte det som noget sygeligt. (Ikke længere, som min mor sagde, at det nok var fordi, jeg havde arvet det at være "indadvendt" fra hende, det havde hun fået mig til at hælde til indtil da). Som noget, der kunne findes en forklaring på og helbredelse for, i hvert faldt delvist, og i ret høj grad. En forklaring, tænkte jeg, i litteraturen under "Psykologi"på Højbjerg Bibliotek, ikke den psykiatriske, for jeg var jo ikke sindssyg, troede jeg, selvom det var jeg nu. Jeg led nemlig af temmelig svære blandingstilstande som symptom på min bipolare affektive sindslidelse, og i sådanne tilstande og i den alder føler man tit svær panikangst når man skal sige noget i timerne, især selvfølgelig når man skal holde oplæg for hele klassen. (Jeg læste faktisk lidt om depression og mani, men kunne ikke genkende mig selv i det som lidende af blandingstilstande, dem læste jeg ikke noget om, og jeg havde ikke fantasi til at forestille mig sådanne tilstande fandtes).

Under "Psykologi" læste jeg i nogle bøger, der nok allerede dengang var forældede, mænd med titlen Professor, overlæge, dr.med." skrive meget rosende om den østrigsk-jødiske nervelæge Sigmund Freud's teorier, og jeg blev hurtigt overbevist om, at de sikkert alle var rigtige, og at Freud havde været et af Verdenshistoriens store genier ved at have gjort alle disse "opdagelser", som jeg troede det var, ikke bare skrivebordsteorier helt uden evidens. (Jeg havde nemlig dengang i forvejen også stor tilbøjelighed til genidyrkelse).

Jeg syntes det var lidt ubehageligt og frastødende, at det hele næsten handlede om sex, men nogle sexgale medlemmer af min familie havde i forvejen givet mig det ubehagelige indtryk, så jeg troede, at det jo så nok desværre måtte være sandt.

Jeg troede på det altsammen helt til jeg var 23 og stillede fejldiagnosen "kronisk atypisk endogen depression" på min mor og mig selv, en diagnose, der blev stadfæstet af flere læger og psykiatere for os begge, indtil vi først langt senere begge fik stillet diagnosen Bipolar Affektiv Sindslidelse, som vi begge har nu.  

Jeg troede på teorien om den infantile seksualitet, på fase-teorien (først den orale fase, så den anale og så den falliske), på Ødipus-komplekset, på penismisundelse og kastrationsangst, på personlighedsmodellen med det'et, jeg'et og overjeg'et, og sidst men ikke mindst på, at man kunne få noget ud af at analysere drømme, at drømmene var "Kongevejen til det ubevidste". Jeg satte mig straks noget ind i Freud's drømmetydning og begyndte at analysere mine mange drømme virkelig meget, håbløst og pinefuldt spild af tid!

Jeg troede, at min "fobi" var symptom på en "angstneurose", at det, at jeg havde denne "fobi" skyldtes en ubevidst konflikt mellem det"et og overjeg'et. Og at jeg kunne finde ud af, hvad denne konflikt bestod i, ved at analysere drømmene og dermed helbrede og forhåbentlig eliminere min sociale angst. Fra jeg var 12 til jeg var 23 analyserede jeg mine mange drømme næsten hver morgen!

I dag har jeg overhovedet ikke tiltro til nogen som helst af Freud's teorier, ingen af dem! De er jo også i den grad "gået af mode" blandt fagfolk og i lærebøgerne. 

I dag har jeg stor tillid til de evidensbaserede teorier om "Personlighedsforstyrrelser", der er bred enighed om blandt fagfolk. Netop fordi, de er baseret på evidens.

Freud var en nar! Han var grandios, mente, at han var den eneste i hele Verden, der kunne få noget ud af at analysere sig selv, alle andre skulle psykoanalyseres af en psykoanalytiker. 

I mange år gik jeg ikke til lægen med min angst, fordi jeg havde hørt, at mange læger ikke længere havde tiltro til Freud's psykoanalyse, og så kunne de jo ikke hjælpe mig. Og jeg var bange for, at jeg ville blive fejldiagnosticeret som "sindssyg ", og at det ville blive registreret i et centralt register, at jeg var sindssyg, og så ville jeg nok ikke kunne få et godt job, hvilket jeg syntes ville være forfærdeligt, for jeg var manisk ambitiøs en stor del af tiden. I dag er jeg afklaret med min status siden 35-årsalderen som ufaglært førtidspensionist. Jeg har bare mine meget flotte eksamensbeviser fra folkeskolen og studentereksamensbevis fra studenterkursus at være lidt stolt af. Og så er jeg også en lille bitte smule stolt af at have klaret mig igennem min 12 måneder lange uddannelse som kampsoldat, som motoriseret infanterist, 1989/90,  med alt det, jeg fejlede, hvilket gjorde det hele endnu meget hårdere for mig, end det var for de andre.