lørdag den 3. juni 2017

Humaniora

Jeg interesserede mig tidligt for seriøs litteratur, og var god til at skrive danske stile i skolen. Jeg fik i de ældre klasser en dansk- og klasselærer, der ikke kunne udstå mig, og flere gange til min store skræk gik til inspektøren og prøvede at få mig smidt ud, fordi jeg i bipolare blandingstilstande havde lavet lidt "ballade" i hendes timer. Hun kunne overhovedet ikke finde ud af at analysere litterære tekster, og jeg havde derfor ud over klassen betegnet hende som "inkompetent". Hendes had til mig var årsagen til, at jeg dybt urimeligt kun fik 11 i mundtlig dansk til folkeskoleeksamen. I skriftlig dansk, som hun jo heldigvis ikke havde indflydelse på, fik jeg så selvfølgelig mit 13-tal.
I gymnasiet havde jeg en lærer, der betegnede noget af det, jeg skrev, som "fabelagtigt" og "sublimt", selvom han ikke kunne udstå mig (han var fanatisk kristen, og jeg er sikker på, at han mente, at jeg var besat af en ond ånd, for sådan noget troede han på!). Til studentereksamen fik jeg igen 13 i skriftlig dansk. Den gang var det kun 1 ud af 500, der fik dén karakter i dén disciplin, så det må siges at være en ret elitær præstation. Jeg valgte et rent litterært emne, hvor jeg kunne skrive fuldstændig apolitisk, så censorerne bare kunne koncentrere sig om at nyde mit gode sprog og min skarpe analyse, uden at få kaffen galt i halsen over mine værdipolitisk højreorienterede holdninger. Derfor synes jeg, at jeg fortjener mit 13-tal, men det samme kan jeg desværre ikke sige om mit 13-tal i mundtlig dansk til studentereksamen, for her snød jeg! Jeg lod nemlig, som om jeg var rød, ligesom censorerne åbenlyst var, og fedtede lidt for dem og deres uvidenskabelige, røde meninger. Hvis jeg ikke havde gjort dette, havde jeg sikkert kun fået et 9-tal, og sådan burde det ikke være, men de humanistiske studier har i flere årtier været et sted, hvor borgerlige mennesker ikke er velkomne, og hvor man ikke beskæftiger sig med emner eller metoder, der tiltrækker borgerlige mennesker. Alle er røde, masseindvandring fra tredjeverdenslande er bare en berigelse, den europæiske kultur er racistisk, borgerlige mennesker er onde. Kulturmarxismen ligger som en tung dyne over universiteterne, selv de allerfineste som Harvard. Og så den latterlige socialkonstruktivisme, den er da helt til grin. Virkeligheden er bare en social konstruktion, køn og race er bare sociale konstruktioner, det er det rene vanvid, uvidenskabelig varm luft det hele! Det kunne være dejligt, hvis humaniora mere var, som det var før 60'erne, men dén skønne tid er måske for evigt fortabt!


lørdag den 21. maj 2016

Bipolar

Jeg er blevet meget mere normal, rationel og velfungerende, efter at jeg sidst i 2011 fik stillet diagnosen bipolar affektiv sindslidelse (tidligere kaldt manio-depressiv psykose) og kom på stemningsstabiliserende medicin. Før det havde jeg, siden jeg var 23, været fejldiagnosticeret som kronisk depressiv og været på en høj dosis stærk antidepressiv medicin...

søndag den 14. februar 2016

16 år og i 1.g. på Marselisborg Gymnasium

To billeder fra jeg gik i 1.g på Marselisborg Gymnasium. Jeg havde det forfærdeligt, led af manio-depressive blandingstilstande og angst, herunder uhyre svær social fobi. Syntes alligevel, at jeg skulle foreviges og poserer her for min mor inde på mit værelse:



Jeg er svært traumatiseret af mine næsten tre år på Marselisborg, der endte med, at jeg droppede ud sidst i 3.g. lige før eksamen, fordi jeg var langt bagud i matematik, fysik og kemi, og jeg havde valgt matematisk linje og matematisk-fysisk gren! De humanistisk-sproglige fag fulgte jeg godt nok med i, for de var nemme for mig, men jeg kunne ikke koncentrere mig ordentligt om det naturvidenskabelige. Begyndte forfra igen og igen med lærebøgerne i disse fag, hver dag, men kunne ikke indhente det, jeg var bagud. Jeg fik senere en matematisk-fysisk studentereksamen fra Århus Akademi med 9,7 i snit og 13 i både skriftlig og mundtlig dansk samt 11 i mundtlig engelsk og en hulens masse 10 taller. Jeg var svært forpint af udiagnosticerede bipolare blandingstilstande, hvor det depressive dominerede meget over det maniske, udiagnosticeret Aspergers syndrom, en såkaldt gennemgribende udviklingsforstyrrelse og udiagnosticeret angst, herunder uhyre svær social fobi, angst for at sige noget i timerne, i min tid på Marselisborg Gymnasium! Havde det nok laveste snit i klassen og ville ikke kunne have fået en anvendelig eksamen dengang, hvilket jeg jo så til gengæld fik fra Århus Akademi, der heldigvis heller ikke var slet så gennemsyret af venstreekstreme holdninger, som Marslisborg var, den gang jeg gik der.


lørdag den 13. februar 2016

mandag den 8. februar 2016

Køn baby

Jeg var en køn baby, og det her er nok det allerbedste billede, der er taget af mig som helt lille:




Depressiv

Jeg er bipolar og har så langt tilbage, jeg kan huske, lidt af næsten konstant dyb nedtrykthed i min barndom og ungdom. Her har min mor taget mig med til fotografen en dag, hvor jeg må have været temmelig svært nedtrykt: