Psykiatrisk udtalelse - teologi
Jeg blev i sin tid henvist til en speciallæge i psykiatri, der som det første han sagde da vi mødtes var at han i Viborg, hvor han også praktiserede, havde en bipolar provst og hans to teologistuderende bipolare sønner ved navn Monrad som patienter, og at erfarne danske psykiatere vidste, at der i Monrad-slægten var anlæg for bipolar lidelse. Jeg gik ved ham ca en gang måneden i over trekvart år, før han blev langtidssyg og ophørte med at praktisere. På et tidspunkt, hvor jeg gik ledig efter at have læst litteraturhistorie og økonomi, foreslog han mig at læse teologi, det mente han kunne være noget for mig. Jeg syntes også selv, det var en god idé, det synes jeg ikke længere, skulle hellere have læst dansk, historie, oldtidskundskab eller engelsk, orkede ikke at terpe oldgræsk og latin og senere lære hebraisk, efter det jeg havde været igennem. Da jeg kun kunne blive optaget på universitetet en tredje gang på dispensation, søgte jeg denne, og i den forbindelse skrev psykiateren følge