Min tid på Kragelundskolen

Min tid på Kragelundskolen begyndte i børnehaveklassen 0.B, hvor vi begyndte at lære noget, dog ikke nok ifølge mig, jeg tørstede efter at komme "rigtigt i skole" i 1. klasse og "lære noget hele tiden", som jeg forestillede mig, det ville være. Jeg syntes bedre om at gå i børnehaveklasse end i børnehaven inde i Aarhus midtby, jeg syntes, at eleverne i Højbjerg var mere venlige, "velopdragne", end de havde været i min børnehave, f.eks. blev jeg ikke rigtig mobbet, hvilket jeg var blevet meget i børnehaven, blandt andet meget med, at jeg "ikke havde nogen far". Nu havde jeg jo så også noget, der mindede om det, en bonusfar eller før det papfar og før det, som man kaldte det dengang, en "stedfar". 

Da jeg så endelig begyndte i 1. klasse, viste det sig hurtigt, at jeg var den dygtigste elev i min klasse, det blev jeg udnævnt til at være af lærerne og opfattet som af eleverne. Gennem hele min skoletid var jeg myreflittig, og jeg jeg fik en god eksamen. Jeg er især glad for, at jeg fik 13 i skriftlig dansk, der var ikke nogen disciplin, jeg hellere ville have et 13-tal i, end netop dansk stil!

Jeg fik også en rigtig god skoleudtalelse. Men der er det specielle ved min skoleudtalelse, at min klasselærer fra 7.  til 9.klassr ikke har underskrevet den, kun min skoleinspektør. Jeg havde et meget konfliktfyldt forhold til min klasse- og dansklærer i de to sidste klasseår. jeg havde meget imod hende, opfattede blandt andet som en temmelig dårlig læret og som ekstremt kedelig. Men jeg opførte mig bestemt også over for hende på måder, som jeg i dag slet ikke kan forsvare, måder, som hang sammen med, at jeg led af svære udiagnosticerede bipolare blandingstilstande. I blandingstilstande har man energien fra manien, men mest de svære depressive følelser, svingende til kortvarige glimt af hypomani. Jeg har spurgt Grok, om det kan føre til konflikter, hvis en dreng i den alder, som lider af udiagnosticeret svært Aspergers' syndrom og svære bipolare blandingstilstande har en dansklærer, han synes er kedelig, og den svarer, at det kan det i høj grad, det kan ikke undgå at gå galt. Hun kunne ikke finde ud af at analysere litterære tekster, og jeg rettede hende et par gange, og fremlagde min korrekte fortolkning kort ud over klassen, hun ville ikke godtage dem, men fastholdt sine egne helt forkerte, hvilket førte til, at jeg til sidst gik så vidt som til at kalde hende "inkompetent" ud over klassen, noget jeg selvfølgelig ikke ville have kunnet finde på, hvis jeg ikke havde været psykotisk. Der var også en anden lærer, jeg havde konflikter med, en lærer vi havde haft enormt meget, i geografi, idræt, historie, samfundsfag, fysik, kemi, naturfag, alt for mange timer med den mand, i flere år, som jeg har og havde et blandet syn på. Jeg synes, at han såmænd var en god nok idrætslærer og var i god form, men at han var et dårligt forbillede fpr eleverne ved at have en ordentlig rødvins/madvom. Og jeg synes, at han var meget dårlig til at undervise i historie, et fag, jeg syntes var meget vigtigt. Han havde INGEN respekt for Danmark, betragtede os som en latterlig lilleputnation, med nogle dumme konger, han rakkede virkelig ned på den danske kongerække, og vi skulle igen og igen høre talemåden "En gang til for Prins Knud", for at blive mindet, at de danske kongelige er dumme. Denne lærer betegnede mig i øvrigt som maniodepressiv en dag, jeg var skolevægrende (dengang kaldte man det pjæk) ud over klassen, det fik jeg at vide dagen efter af en elev. Han brugte en diagnose som et skældsord om mig, dybt umoralsk og også dybt ulovligt. Min klasselærer og denne mandlige lærer arbejdede ihærdigt ganske kort tid før, jeg skulle op til min 9. klasses eksamen, på at få mig smidt ud af skolen, mig som der aldrig ellers havde været problemer med, jeg havde været et myreflittigt dydsmønster, der f.eks. heller aldrig været en mobber. De gik til skoleinspektøren og prøvede at overtale ham til at smide mig ud, men det ville han ikke gå med til. Jeg var oppe på kontoret og tale med ham tre gange, han sagde, at han ikke ville smide mig ud, selvom min adfærd på det seneste måske ikke havde været helt i orden, fordi jeg befandt mig i en vanskelig alder, det huskede han fra sig selv, og så også fordi problemerne med min adfærd var af meget ny dato. Jeg var ellers virkelig skrækslagen over udsigten til måske at blive smidt ud, ville opfatte det som en total katastrofe og ydmygelse, og det lykkedes mig så som fortjent at få min 9. klasses afgangseksamen med et gennemsnit på 10.5, klassens højeste. Hvis man ikke regner karaktererne for orden med, bliver mit snit på 11. 

Det er en flot eksamen, når man tænker på, at jeg var sindssyg, da jeg tog den og havde været underlagt et ekstremt hårdt pres fra to af mine lærere. Jeg tror, at jeg i høj grad kan takke skoleinspektøren for min gode skoleudtalelse, for formuleringerne sammen med selvfølgelig det flertal af lærere, jeg ikke havde spor konflikter med.

Som en, der var ramt af autismespektrum-forstyrrelse burde jeg jo slet ikke have gået på Kragelundskolen, men på en specialskole. Men dengang blev der ikke talt om autismespektrumforstyrrelser. eller bipolar affektiv sindslidelse hos børn (man begyndte først i 1980'erne og mere endnu i 1990'erne at indse, at man kunne stille diagnosen bipolar affektiv sindslidelse for børn helt ned til 4-5-års alderen (jeg husker mig selv som svært depressiv og lidende af blandingstilstande allerede fra 4-5-årsalderren). Men Kragelundskolen var og er en skole, som der er virkelig meget godt at sige om. Eleverne får høje karakterer, trives godt, har lavt fravær i forhold til f.eks. Holme Skole og Rundhøj Skole, som ligger i nærheden og som jeg følte mig glad for ikke at skulle gå på, fordi der gik for at være flere elever fra dårlige hjem med mobbeadfærd på disse skoler. Disse to skoler scorer markant lavere end Kragelundskolen i Undervisningsministeriets undersøgelser.  I min klasse var der syv elever fra, hvad der må betegnes som højere middelklasse eller overklasse. Jeg var glad for, at jeg var dygtigere end eleverne fra disse hjem, nu jeg var barn af en enlig mor, der var bogbinderassistent. Kragelundskolen havde som noget nyt og usædvanligt dengang en fritidsklub med en pædagog ansat, der blev betegnet som en "fritidspædagog", og blev kaldt "Fritids-Per", en rar mand, der altid gik i patchwork. Et lokale, der rummede denne klub, var både åbent i skoletiden og i flere timer om efter skoletid om eftermiddagen. Der var brætspil, billiard, et hjørne med tegneserier og høretelefoner, med tiden en spillekonsol. Jeg brugte denne klub en hel del. Fritids-Per var bekymret, dengang han hørte jeg var tæt på at blive smidt ud, han sagde, at jeg jo altid havde opført mig ordentligt, fandt det underligt, at jeg pludselig var, som jeg var, overspændt og stridbar i forhold til de to lærere, der ville have mig smidt ud. Kragelundskolen var også førende med hensyn til som den første folkeskole i miles omkreds at få et computerlokale, da jeg selv var 12 år gammel, et lokale, som jeg straks begyndte at bruge meget, med nogle sindssygt dyre, meget lidt kraftfulde Piccolo Computere fra aarhusianske Regnecentralen (RC)., Jeg var meget fascineret af computere dengang, det er jeg i ret stort omfang stadig, blandt andet af supercomputere. Min tid på Kragelundskolen må betegnes som værende relativt vellykket på mange måder, blandt andet jo fordi jeg fik en god eksamen, men det var nu et Helvede for mig det meste at tiden. Jeg bor nu meget tæt på Kragelundskolen, og den mest direkte vej at gå, når jeg besøger min mor, går igennem dens "Store Skolegård". Så mindes jeg hyppigt, at jeg godt kunne lide at lære matematik, fysik og kemi  og at jeg rigtig godt kunne lide tit at have prøver i disse fag og altid score højt. I gymnasiet gik det helt galt for mig, noget jeg snart vil skrive lidt om.