Begyndelsen: Heibergsgade- mor - Fader Vor - Bøn

Man kan jo huske fra 4-5-årsalderen. Jeg kan huske meget fra den alder, og jeg ved med sikkerhed præcist, hvad der stammer derfra, fordi min mor og jeg flyttede fra byen, fra en lulle lejlighed i et baghus i Heibergsgade, ud i forstaden Højbjerg, da jeg var 5 år. 

Jeg kan huske, at jeg næsten hele tiden følte mig svært forpint af tristhed og angst. Mest om morgenen, sådan er det med de depressive tilstande, den bipolare sygdom er ansvarlig for. Om eftermiddagen og især om aftenen følte jeg en vis lettelse. 

Min depressive og angste mor sagde til mig, at hun godt vidste, at jeg ikke havde det godt, og at hun også godt vidste, at jeg vidste, at hun heller ikke havde det godt, men nu ville hun lære mig Fader Vor, og så kunne jeg bede til Gud om at vi ville få det bedre, og så ville han måske bønhøre mig/os. Jeg lærte så hurtigt Fader Vor, og vi bad det sammen, før jeg skulle sove, i den første tid, derefter skulle jeg så selv bede, når jeg havde fået læst en eller flere godnathistorier op, og fået mit godnat-kys. Men min mor stillede ret store krav til, hvordan min bøn skulle være. Jeg skulle nemlig ikke kun bede for hende og mig, for at vi skulle få det bedre, men også for alle mine familiemedlemmer, børnene og de voksne i børnehaven og for børn i den fattige del af Verden. Og jeg skulle passe på med ikke at bede for meget, for grådigt, om at vi ville få 13 rigtige i Tips og dermed blive "rige", som jeg forestillede mig, at det ville være, for så ville Gud måske ikke bønhøre mig, hvad noget som helst angik!

Især det sidste syntes jeg var et lidt højt krav at stille fra Guds side, for jeg ville virkelig gerne have, at min mor og jeg blev "rige", troede nemlig, at vi var virkelig meget "fattige".  Blandt andet fordi vi boede i en lille lejlighed i et usselt udseende baghus, troede i min barnlige fantasi, at alle der boede i byen var "fattige", at alle i byerne hellere ville bo i en forstad med (stort og flot) hus og (stor og flot, hyggelig) have, hvis de havde penge nok. Og jeg troede jo, at rigdom eller i hvert fald nok af penge var den sikre vej til lykke, at alle problemerne ville forsvinde, hvis vi fik penge nok, herunder vores depressivitet og angst. Eventyrene handlede jo tit om, at en "fattig" knægt vandt prinsessen og det hele kongerige, og jeg tænkte jo på de kongelige som enormt rige, de ejede jo et helt land, troede jeg barnligt. Jeg troede, at det var Guds plan med min mor og mig, at vi først som helten i et eventyr skulle "gå så grueligt meget igennem ", men så ville Gud sørge for, at alt skulle blive godt. 

Jeg bad til Gud hver aften, men syntes, at det var anstrengende og tidskrævende at skulle bede for så mange. Og så kunne jeg ikke lade være med hver gang at bede om tipsgevinsten, hvilket gav mig dårlig samvittighed og en forestilling om, at det var derfor Gud ikke bønhørte mig, at det var noget selvforskyldt, at min mor og jeg ikke fik det bedre. 

Ifølge AI var det meget forkert, hvad min mor gjorde. Hun pålagde en fireårig dreng en "voksenopgave", at bede for familien og en stor del af hele Verden på den måde, og så moralisere, stille krav til min bøn, at jeg ikke måtte bede for meget om den store gevinst, selvom hun sagde, at det gjorde hun nu også lidt. Hver eneste aften var jeg utilfreds med mig selv og min bøn, at jeg hver aften bad om de 13 rigtige. Troede det derfor måske var selvforskyldt, at jeg blev ved med at føle mig depressiv og angst, og at min mor også var det, at det var Gud, der straffede os, fordi jeg ikke bad på den rigtige måde. 

Først som 42-årig holdt jeg op med at tro på Gud. I alle årene var jeg, som regel skjult for andre, f.eks, mine klassekammerater og lærere i skolen, stærkt religiøs, også i lange perioder fanatisk. I dag synes jeg, at de mange, toneangivende af mine klassekammerater, der kom fra gode, trygge (akademiker-) hjem var priviligerede ved at blive opdraget helt uden overtro, men dengang så jeg ned på dem på grund af dette, og tænkte, at jeg sikkert ville komme i Himlen fordi jeg var troende, og at de måske ville gå fortabt ellet måske endda ende i Helvede, noget jeg fog ikke ønskede for dem, men Gud vidste jo, hvad der var bedst og mest rimeligt og retfærdigt. Jeg tænkte, at de ateistiske børn i hvert fald som minumum måtte skulle igennem en lang, svær Skærsild, før de så måske forhåbentlig ville komme i Himlen,  men at de måske i Himlen ikke ville få det helt så godt som dem, der havde lidt meget på Jorden, de havde jo haft det godt i forvejen.  Jeg syntes i mange år, at det var en hæslig, forfærdelig, nedværdigende tanke, at mennesket skulle "nedstamme fra aberne", og syntes, at livet ville være enormt uretfærdigt (hvilket det jo også er!), hvis der ikke fandtes en Gud, der kunne sørge for at skabe retfærdighed ved Dommedag, kompensere dem, der havde lidt meget på Jorden, ved at de ville få det ekstra godt i Himlen, bedre end ateisterne og især de ateister, der havde haft det godt på Jorden. 

Jeg synes i dag i øvrigt bedre om den oldgræske religion end Kristendommen. Jeg stiftede først bekendtskab med græsk mytologi som 16-årig i  oldtidskundskab i 1.g. i gymnasiet.  Det  er jo selvfølgelig er en religion, som det er komplet umuligt at tro på i moderne tid, selv de gamle grækere holdt op med at tro på den, dyrkede den bare som historier/myter, læste og reciterede bare fortsat deres Homer, og kastede sig i stedet for religion sig over videnskab og filosofi med mange store nybrydende resultater. Rigtig mange videnskaber kan føres tilbage til de gamle grækere. 

Da vi allerede i 1. klasse i skolen fik kristendomskundskab troede jeg i øvrigt, at der var tale om noget faktuelt, det vi lærte, ikke at der bare var tale om tro.

I dag synes jeg overhovedet ikke, at børn skal opdrages religiøst! Det kan være meget skadeligt. At få religion ind med modermælken som kun fireårig var rigtig dårligt for min udvikling, men dog måske også en kilde til trøst i en vis grad.