Michael Monrads blog

Som dreng var jeg en svajrygget og duknakket læsehest, en bogorm. Jeg læste fx "Hamlet" og "Forbrydelse og straf" som 12årig, oprigtigt interesseret, men det var indrømmet også udtryk for snobberi fra min side, og det er næppe kun sundt at starte så tidligt med dén slags litteratur. Jeg læste mig også, kan ikke huske præcist hvornår, igennem hele "Verdenshistorien" af Carl Grimberg i 16 bind, heller ikke kun godt, at jeg brugte så meget tid på den. Jeg skulle hellere have brugt noget tid på at sætte mig ind i psykiatri og psykologi, og have opsøgt lægehjælp, men jeg var bange for af en læge at blive stemplet som sindssyg, få det til at stå registreret i et offentligt register, for jeg troede, at hvis det skete, ville jeg ikke kunne gøre nogen som helst karriere, få et blot nogenlunde ordentligt job, hvilket jeg opfattede som frygteligt, for jeg var manisk ambitiøs og havde komplekser over at komme fra en mindrebemidlet baggrund, følte det ydmygende, ville

Da jeg var dreng, troede jeg naivt, at Danmark, som det var i det år jeg aktuelt levede, var på alle måder bedre, rigere, mere humant og retfærdigt og med kun positive implikationer mere højteknologisk end tidligere, historien udviklede sig udelukkende progressivt. Alt blev bare bedre i Danmark med tiden, men også i Verden som helhed, selv kæmpestore problemer i andre lande var kun midlertidige og til at løse. Jeg havde fuld tillid til politi, domstole og retsvæsen, og jeg mente også, at repræsentativt demokrati var en fuldstændig optimal og perfekt styreform helt blottet for nogen som helst mangler eller skavanker, noget andet end hvad fx Churchill er kendt for at sige.. Sådan har jeg det jo godt nok heller ikke længere. Monarki og en stærk adel var naturligt dén gang, og jeg vil gerne læse Platon's "Staten" som jeg købte for et stykke tid siden, interesserer mig noget for det gamle Grækenland. Troede engang jeg måske ville kunne påvirke den offentlige opinion i Danmark

Jeg er socialt dum pga mit Asperger's syndrom, kejtet og kantet. Men jeg er altså kun SOCIALT DUM, ikke dum i det hele taget!

Jeg er introvert, ikke specielt social, ikke specielt udadvendt. Hvis jeg bliver reinkarneret, kunne det være sjovt til en afvekslings skyld at blive genfødt som en udadvendt spradebasse, enhver fests naturlige og selvfølgelige midtpunkt, hvorfor ikke? 

Først som 51årig oplevede jeg at blive fan af et heavy metal rockband, nemlig engelske Iron Maiden, der blev stiftet i Leyton i London's East End i 1975 en juledag, da jeg var fem år gammel.  Jeg troede ellers ikke, at heavy metal var noget for mig, havde lyttet til lidt forskelligt, blandt andre selvfølgelig Metallica, men brød mig ikke videre om det. Kun Black Sabbath og Ozzy Osbourne syntes jeg der var lidt ved, og så det af Led Zeppelin's musik, der kan rubriceres under heavy metal stilarten. Iron Maiden holdt jeg mig fra, havde fordomme over for dem, syntes at tegningerne af deres maskot, Ed, Ed the Head, Eddie, Edward the Great (kært barn har mange navne) på næsten alle deres covers var frastødende og ildevarslende, tænkte, at det nok kun var lavsociale, uintelligente bøller, der lyttede til Maiden. Men tegningerne af Eddie SKAL jo netop umiddelbart virke skræmmende, kigger man nøjere på dem, kan de imidlertid være ganske flotte. Eddie er ikke en fastlagt figur, han ændre

Dette smukke værk, "Schlüsselbluhme", af Albrecht Dürer, har jeg valgt til det værelse, hvor jeg sidder med computeren: