Hæren - opdateret 1. oktober 2022
Danmark havde engang en god hær, jeg var inde 1989/90.
Jeg ville gerne frivilligt ind til hæren, til kamptropperne i et år, fordi jeg led af depressivt betinget svækket evne til at tage mig sammen, fx til at passe matematik, fysik og kemi i gymnasiet (de andre fag fulgte jeg ordentlig med i), ikke vidste jeg var genetisk betinget depressiv (lidende af blandingstilstand med overvejende dyb depressivitet), og tænkte, at jernhård disciplin inde ved hæren kunne rette op på mig. Den gang blev man jo i den første tid virkelig udsat for en initiationsrite, det man i dag også kalder et "rekrutschok". Jeg meldte mig også, fordi jeg siden min tidlige barndom uafbrudt gerne har villet være soldat. Jeg var for lav til garden, havde heller ikke lyst, såmænd, ville dog gerne til et gammelt fint regiment i en stor by, i Jylland, valgte Dronningens Livregiment i Aalborg som nummer 1 på listen, da jeg meldte mig, Prinsens Livregiment i Viborg som nummer 2, fik min førsteprioritet. Kunne lide meget ved det, dog slet ikke maden i vores kantine på Nr. Uttrup Kaserne i Nørre Sundby. Jeg var motoriseret infanterist, geværskytte og min delings sygehjælper, klarede det trods depression og angst ret godt, og er glad for at have været inde ved hæren. Jeg blev bedre til at omgås andre, fik menneskekundskab, fik godt med motion, FUT (Fysisk Uddannelse og Træning) og marchture, der havde en antidepressiv og angst- og stressdæmpende virkning på mig. Resultaterne af vi meniges præstationer, hver gang vi havde været på skydebanen eller havde gennemført en skriftlig eller fysisk test, blev slået op på gangen, og jeg lå altid blandt de allerbedste i min deling i skydning (er et naturtalent) og i de skriftlige prøver var min eneste reelle konkurrent radiomanden. I starten var jeg blandt de allerdårligste til løb trods normalvægtig, men jeg gjorde mig umage, gad i modsætning til mange af de andre også løbe i forlængede weekend'er og ferier og bevægede mig op til at ligge nok omkring middel. Jeg fik aldrig stærke armmuskler, men jeg klarede mig godt, når vi spillede fodbold, det kom bag på de andre, at en indadvendt nørd som mig kunne spille så relativt godt, en fodboldtosse i delingen, der før havde mobbet mig, begyndte at behandle mig med stor respekt. Jeg var i så udpræget grad en læsehest, at jeg selvfølgelig havde læst mig til, hvordan man bliver en god fodboldspiller, en bog af "Der Kaiser" Franz Beckenbauer, som dreng.Det var en hård tid, men jeg fik sparet nogle penge op, og kom ud stærkere, end jeg var, da jeg kom ind.
Jeg ville gerne frivilligt ind til hæren, til kamptropperne i et år, fordi jeg led af depressivt betinget svækket evne til at tage mig sammen, fx til at passe matematik, fysik og kemi i gymnasiet (de andre fag fulgte jeg ordentlig med i), ikke vidste jeg var genetisk betinget depressiv (lidende af blandingstilstand med overvejende dyb depressivitet), og tænkte, at jernhård disciplin inde ved hæren kunne rette op på mig. Den gang blev man jo i den første tid virkelig udsat for en initiationsrite, det man i dag også kalder et "rekrutschok". Jeg meldte mig også, fordi jeg siden min tidlige barndom uafbrudt gerne har villet være soldat. Jeg var for lav til garden, havde heller ikke lyst, såmænd, ville dog gerne til et gammelt fint regiment i en stor by, i Jylland, valgte Dronningens Livregiment i Aalborg som nummer 1 på listen, da jeg meldte mig, Prinsens Livregiment i Viborg som nummer 2, fik min førsteprioritet. Kunne lide meget ved det, dog slet ikke maden i vores kantine på Nr. Uttrup Kaserne i Nørre Sundby. Jeg var motoriseret infanterist, geværskytte og min delings sygehjælper, klarede det trods depression og angst ret godt, og er glad for at have været inde ved hæren. Jeg blev bedre til at omgås andre, fik menneskekundskab, fik godt med motion, FUT (Fysisk Uddannelse og Træning) og marchture, der havde en antidepressiv og angst- og stressdæmpende virkning på mig. Resultaterne af vi meniges præstationer, hver gang vi havde været på skydebanen eller havde gennemført en skriftlig eller fysisk test, blev slået op på gangen, og jeg lå altid blandt de allerbedste i min deling i skydning (er et naturtalent) og i de skriftlige prøver var min eneste reelle konkurrent radiomanden. I starten var jeg blandt de allerdårligste til løb trods normalvægtig, men jeg gjorde mig umage, gad i modsætning til mange af de andre også løbe i forlængede weekend'er og ferier og bevægede mig op til at ligge nok omkring middel. Jeg fik aldrig stærke armmuskler, men jeg klarede mig godt, når vi spillede fodbold, det kom bag på de andre, at en indadvendt nørd som mig kunne spille så relativt godt, en fodboldtosse i delingen, der før havde mobbet mig, begyndte at behandle mig med stor respekt. Jeg var i så udpræget grad en læsehest, at jeg selvfølgelig havde læst mig til, hvordan man bliver en god fodboldspiller, en bog af "Der Kaiser" Franz Beckenbauer, som dreng.Det var en hård tid, men jeg fik sparet nogle penge op, og kom ud stærkere, end jeg var, da jeg kom ind.
 |
| På hård tur. Det er mig, der ligger yderst til højre, udmattet, men som altid med viljestyrke nok til at gennemføre. |
 |
| Dronningens Livregiment. Et stolt gammelt regiment, hvis soldater i fortiden havde udmærket sig i mange slag, nu selvfølgelig forlængst nedlagt på grund af tidernes udarten. |
Kommentarer
Send en kommentar