Hæren

Danmark havde engang en god hær, jeg var inde 1989/90.

Jeg ville gerne frivilligt ind til hæren, til kamptropperne i et år, fordi jeg led af depressivt betinget svækket selvdisciplin, ikke vidste jeg var biologisk betinget depressiv, men tænkte at jernhård disciplin inde ved hæren kunne rette op på mig. Meldte mig også, fordi jeg siden min tidlige barndom uafbrudt gerne har villet være Soldat. Kunne lide næsten alt ved det, dog ikke maden i vores kantine på Nr. Uttrup Kaserne i Nørre Sundby, eller min gruppefører.
Men hierarkiet, disciplinen, uniformen, støvlerne, paraderne, træningen til at blive kriger, riflen, som jeg blev fremragende til at ramme med, dyrkelsen af Danmark, alt det var helt fint med mig. Jeg var motoriseret infanterist, geværskytte og min delings sygehjælper, klarede det trods depression og angst ret godt, og er meget glad for at have været inde. Men sørgeligt at se, hvordan uvidende, naive danske Jens'er bliver sendt afsted som kanonføde til fjerne lande..


På hård tur.
Det er mig, der ligger yderst til højre,
udmattet, men som altid med viljestyrke nok
til at gennemføre.

Dronningens Livregiment - et stolt gammelt Regiment,
hvis soldater i fortiden havde udmærket sig i mange slag,
nu selvfølgelig nedlagt af nogle, der ville skide på det
danske folk og AAlborg.

I min tid behandlede befalingsmændene virkelig rekrutterne som lort,
sådan skal det også være, i dag er hæren blevet feminiseret, 
befalingsmændene er blevet opdraget forkert af pædagoger etc.. 
Vi var De's med befalingsmændene, alt andet er jo også selvmorderisk,
 det drejer sig om at have en kampdygtig dansk organisation!

Nej, vi kan lære meget af, hvordan Generalerne organiserede hærene før i tiden,
 og Preussen er jo også altid alletiders store forbillede, hvad så meget angår, 
hvorfor jeg her viser deres flotte ørn:



Si vis pace, para bellum

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Århus Akademi - to år på invaderet anstalt 1991-93

Bipolar med sent stillet diagnose..