D.G. Monrad og mig
Jeg har fælles forfædre med D.G. Monrad, biskop, konseilspræsident og hovedforfatter til Junigrundloven af 1849, bredt anerkendt både dengang og nu som et sproggeni. Jeg har arvet den bipolare (tidl. maniodepressive) sindssygdom i samme afart som ham. Er jeg mon så også et sproggeni, det kan jo godt tænkes, at sygdommen i netop denne form kan medføre sproglig genialitet, hvis bare de andre gener kan følge med mht. at disponere for tilstrækkelig høj verbal intelligens og g? Men hvad dét angår, er jeg desværre næppe helt så godt stillet som D.G. var. Jeg fik dog 13 for min danske stil til studentereksamen, dengang kun ret præcist én ud af femhundrede, 2 promille af studenterne fra det almene gymnasium, fik dén karakter, selvom jeg var svært depressiv og svært sederet af max dosis af det allermest sløvende antidepressive medicin Sinquan, der dengang fandtes, en flot præstation. Fik også 13 i mundtlig dansk, men da havde jeg fået det bedre. Og jeg følte mig nødt til, til mundtlig at lade, som om jeg var rød, det var ikke behageligt, min stil havde været apolitisk. Fuck de røde!! Nå, men
Her er D.G. på en god dag:
Her er D.G vist noget depressiv:
Her er D.G. på en god dag:
Her er D.G vist noget depressiv:
Dén specielle variant af bipolar affektiv sindslidelse, som D.G. led af, og jeg nu også, begynder tidligt i barndommen og forløber uden raske perioder, jeg er heldigvis velmedicineret.
D.G. havde behov for at tro på Kristus, det har jeg heldigvis ikke selv (længere..).
Darwin's teori kaldte han "abekatteteorien".
Han var gal, og det gik helt galt i 1864!
Men stol bare på mig, jeg tager min medicin hver dag,
så jeg er dejligt apsykotisk fornuftig.
Hårde dage:
'
Monrad tv, Constantin Hansen th. |
Fra studerekammeret, pænt dekoreret. |
Gammel og - måske - vis. Efter et højst hektisk liv, og stadig i gang til det sidste. |
MONRAD - et sejt navn til en sej fin slægt med en del bipolare individer iblandt. |
Kommentarer
Send en kommentar