Michael Monrads blog

Min mor har siden oktober sidste år langt det meste af tiden været i temmeligt godt humør på trods af sine flere helbredsproblemer. Det hænger sammen med, at hun siden dengang har fået en dosis af 100 mg Quetiapin til natten som hurtigtvirkende medicin mod depression i stedet for som depotmedicin. Nogle, især ældre, skrøbelige og undervægtige mennesker reagerer meget bedre på hurtigtvirkende Quetiapin end på depotmedicinen. Det er der flere grunde til, jeg vil ikke skrive dem her, interesserede læsere kan spørge en AI. Men det er blandt andet, fordi medicinen når at blive nedbrudt før næste dosis, så der ikke sker ophobning af den, der sederer hele tiden, og så er det for nogle godt med den kraftige antidepressive virkning af medicinen om natten.  Før den tid blev min mor ved og ved med at tabe sig, nu er hun begyndt at tage på, selvom det desværre går ret langsomt. Hun er også meget mere frisk om morgenen og hele dagen. Og før den tid talte min mor meget om døden og om selvmord. S...

Fra karnappen i min stuen, under stråtaget, har jeg en god udsigt op over Oddervej, hovedindfaldsåren til Aarhus fra syd.  Klik på billedet, så kommer det frem i stor størrelse.  Da jeg valgte at sige ja til tilbuddet om min nuværende lejlighed, skænkede jeg det slet ikke en tanke, at der ville være en del trafikstøj fra Oddervej i min lejlighed, især i stuen. Men jeg har lært at leve med det (Har vænnet mig til det, og læs eventuelt mit indlæg om "Bekæmpelse af trafikstøj" nedenfor. ).

Jeg var fra starten af min skoletid meget nervøs for at sige noget i timerne, gjorde det dog ret meget, men var nervøs, altid nervøs .  Fra 12-årsalderen blev det meget værre, og jeg begyndte at opfatte det som noget sygeligt. (Ikke længere, som min mor sagde, at det nok var fordi, jeg havde arvet det at være "indadvendt" fra hende, det havde hun fået mig til at hælde til indtil da). Som noget, der kunne findes en forklaring på og helbredelse for, i hvert faldt delvist, og i ret høj grad. En forklaring, tænkte jeg, i litteraturen under "Psykologi"på Højbjerg Bibliotek, ikke den psykiatriske, for jeg var jo ikke sindssyg, troede jeg, selvom det var jeg nu. Jeg led nemlig af temmelig svære blandingstilstande som symptom på min bipolare affektive sindslidelse, og i sådanne tilstande og i den alder føler man tit svær panikangst når man skal sige noget i timerne, især selvfølgelig når man skal holde oplæg for hele klassen. (Jeg læste faktisk lidt om depression og mani, m...

Man kan jo huske fra 4-5-årsalderen. Jeg kan huske meget fra den alder, og jeg ved med sikkerhed præcist, hvad der stammer derfra, fordi min mor og jeg flyttede fra byen, fra en lulle lejlighed i et baghus i Heibergsgade, ud i forstaden Højbjerg, da jeg var 5 år.  Jeg kan huske, at jeg næsten hele tiden følte mig svært forpint af tristhed og angst. Mest om morgenen, sådan er det med de depressive tilstande, den bipolare sygdom er ansvarlig for. Om eftermiddagen og især om aftenen følte jeg en vis lettelse.  Min depressive og angste mor sagde til mig, at hun godt vidste, at jeg ikke havde det godt, og at hun også godt vidste, at jeg vidste, at hun heller ikke havde det godt, men nu ville hun lære mig Fader Vor, og så kunne jeg bede til Gud om at vi ville få det bedre, og så ville han måske bønhøre mig/os. Jeg lærte så hurtigt Fader Vor, og vi bad det sammen, før jeg skulle sove, i den første tid, derefter skulle jeg så selv bede, når jeg havde fået læst en eller flere godnathis...

Det er ved hjælp af mit Garmin Venu 3 urs søvnregistrering og ChatGPT's rådgivning vedrørende søvnhygiejne, bedre adfærd og vaner før sengetid, lykkedes mig at nedbringe mit stress-niveau under søvnen mere, end hvad jeg havde troet ville være muligt for mig at opnå. (Og i det hele taget sove meget bedre på alle parametre). På det  seneste er mit gennemsnitlige stress-niveau under søvnen blevet målt helt nede på 13 noglenætter. Ifølge Garmin er mellem 0 og 15 godt.   Men når jeg er stået op, er uret det meste af tiden med det samme begyndt at måle høj stress.  Jeg har udover diagnosen Bipolar Affektiv Sindslidelse UNS (psykiaterne har ikke ment sig i stand til at tage stilling til, om der var tale om type 1 eller 2) og "svært Asperger's Syndrom" (som man kaldte det officielt indtil for nylig, og mange læger stadigvæk kalder det,  nu kaldes det Autisme-Spektrum-Forstyrrelse niveau 2), diagnosen Generaliseret Angst, som jeg fik stillet i 2012 af en psykiatrisk over...

Jeg har i den seneste halvanden måned som noget nyt for mig trukket vejret gennem næsen som erstatning for, hvad AI betegner som "nervøst åndedræt" gennem munden. Hvis man er stresset har man nemlig tilbøjelighed til at ånde hurtigt og overfladisk gennem munden i stedet for at bruge næsen til at ånde igennem. Jeg tror næsten aldrig i mit liv, jeg har haft en periode med nogenlunde lav stress, og jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har praktiseret næsevejrtrækning. Det var AI, der led mig på sporet af næsevejrtrækning, anbefalede mig det, fordi det virker beroligende, og jeg har de seneste flere måneder arbejdet hver dag på at reducere mit stress-niveau (i øvrigt med held, selvom jeg ikke er i mål endnu). Når man ånder gennem næsen, ånder man typisk langsommere, roligere og mere jævnt og dybt ned i maven, og det aktiverer den parasympatiske del af nervesystemet (der står for ro/restitution) og ikke den sympatiske del (kamp/flugt-systemet). Der er også den fordel ved næsevejr...