Min mors demens

Jeg har jo været åben om, at min mor er blevet ramt af demens, også for at give en forklaring på, hvorfor hun de seneste år har holdt sig så meget inde. Herpå vil jeg mene, at en af hovedforklaringerne har været netop det. 

Min mor mener ikke selv, at hun er demensramt,  siger: "Jeg har arbejdet med demente i syv år på plejehjem, så jeg ved godt, hvad det vil sige at være dement ". (De demente, hun passede, var nu typisk også meget ældre og værre ramte, end hun selv er nu).

Min mors demens er nemlig heldigvis stadig ret mild, og den udvikler sig heldigvis kun langsomt. Det er mest hukommelsen, der er ramt, mere end det er de øvrige kognitive funktioner. 

Min mor fik stillet diagnosen: "Begyndende demens" i april 2023 af hendes egen læge, der kom på besøg hos hende og udsatte hende for en test. Lægen meddelte os diagnosen, og min mor protesterede ikke over den, mens lægen var der

men da lægen var gået, sagde hun, at diagnosen var forkert, at der måtte være noget galt med testen eller med lægens måde at bruge den på.

Dengang jeg opfordrede min mor til at blive undersøgt for demens, tænkte jeg, at det ville være det bedste for hende at have sygdomsindsigt, men den opfattelse er jeg - og hjemmeplejen - gået bort fra. For når min mor, som hun tit har brugt, og stadig tit gør, siger: "Jeg er jo ikke dement!", svarer hjemmeplejen taktisk: "Nej, det er du jo ikke!", selvom de jo godt ved, at hun er det. Jeg selv siger bare: "Nej".

]

Det vil jo næppe være godt for min mors selvtillid at opfatte sig som demensramt. 

Men det er heller ikke noget større problem, at min mor ikke vil høre tale om demens i forbindelse med sig selv, for hun kan sagtens acceptere, at hendes hjerne er blevet noget svækket af alder, og så i høj grad af en indlæggelse og to operationer for blødende mavesår i april-maj 2021:

Min mor gik i april 2021 hjemme med mavesmerter, som både hun selv, hendes læge og jeg troede stammede fra en svær fibersprængning i bækkenet. (Og jeg havde jo ikke AI til at kunne hjælpe mig på sporet af, hvad der reelt var galt).

En tilkaldt læge stillede, blandt andet på baggrund af lidt sort afføring på hendes lagen, diagnosen: "Blødende mavesår", og hun blev kørt på sygehuset og i første omgang kikkertopereret, der fik blødningen til at stoppe. Et par dage senere faldt hun imidlertid besvimet om ude på gangen på vej til toilettet, der blev konstateret reblødning, og lægerne måtte akut operere hende ved at skære maveskindet op. Efter den omgang lå hun på intensiv i fire dage, og hun vågnede efterfølgende op med et ret mildt delir, og en vis intellektuel svækkelse, det var først da, jeg efter hun havde været hjemme et stykke tid jeg kom til den konklusion, at hun var ramt af begyndende demens, og at denne var startet så småt et stykke tid før hendes indlæggelse for blødende mavesår uden at jeg havde opdaget det, tilskrev ændringer hos hende andre forhold. Min mor er selv af den faste overbevisning, at en stor del af den intellektuelle svækkelse, hun oplever, dårlig hukommelse og en følelse af at være "rundt på gulvet ", skyldes et slag mod hovedet, hun fik da hun mistede bevidstheden på gangen på sygehuset,  men den forklaring er jeg nu skeptisk overfor, for det står ikke noget om dette i hendes journal. Jeg tror mere, det skyldes hele forløbet, og at hun lå på intensiv i fire dage, og vågnede op med delir. 

Alt i alt går det vist rimeligt godt med min mor, selvom hun er oppe i alderen, snart fylder 75, og døjer med flere alvorlige helbredsproblemer: Svær KOL og knogleskørhed. Hendes appetit er bedre end tidligere, hun vejer aktuelt 14% mere end for to og en halv måned siden. Hun taler tit om, hvor glad hun er for sin plads i køkkenet med udsigt til TV og forhaven. Selv om både hjemmeplejen og jeg tit engang brugte at opfordre hende til at zappe, har hun altid fjernsynet stående på Tv2news, ser aldrig andet, det foretrækker hun. Men jeg synes nu også, at det er godt, at hun følger med i nyhederne. 

I modsætning til, hvad nogle tror, behandler jeg min mor godt, og hun foretrækker jo også langt de dage, hvor jeg kommer på besøg, end de dage, hvor jeg ikke kommer. Engang da hun havde det meget værre end nu, besøgte jeg hende hver dag, og overnattede også tit hos hende, det gør jeg nu kun sjældent, sover meget bedre hjemme hos mig selv.

Og min mor har lært at klare sig rimeligt godt uden mine daglige besøg. (Desuden har hun fået det meget bedre efter hun fik ændret sin antidepressive medicin til hurtigtvirkende i stedet for depot, hun var konstant sederet af depotmedicinen, og den antidepressive virkning af medicinen er meget stærkere på hende når hun får den som hurtigtvirkende, sådan er det hos et vist mindretal af skrøbelige, undervægtige ældre. Medicinændringen har også medført øget appetit, . På depotmedicinen led hun af en underbehandlet depression, som nu er blevet sat i skak af den hurtigtvirkende udgave af medicinen.

Og den slags depression, som mennesker med bipolar affektiv sindslidelse kan lide af, er noget af det værste, både min mor og jeg led engang i årevis af udiagnosticeret temmelig svær depression eller blandingstilstande, nu  har vi det begge meget bedre. 

Så min mor har det alt i alt nok en hel del bedre - eller måske bare væsentligt mindre dårligt - end nogle, der kender hende, men ikke aktuelt besøger hende, bekymrer sig om.