Udviklingsromaner - og mig

 Genren udviklingsromaner, hvor man følger et meget ungt individs (i gamle dage jo af hankøn) udvikling fra barn eller meget ung til voksen og til sidst moden og afklaret, evt. resigneret) efter, hvad han har været igennem oplevet gennem romanens handling, blev grundlagt af Goethe, der jo anses for at være en af de helt store kanoner i verdenslitteraturen, med "Wilhelm Meisters Lærlingeår" (Wilhelm Meisters Lehrjahre) fra 1796-96. Der kom en opfølger i "Wilhelm Meisters Vandreår" (Wilhelm Meisters Wanderjahre) i 1821 og i en revideret udgave i 1829. Jeg har ikke læst den, heller ikke i uddrag, var engang af og til fristet til det. Det vil sikkert være en interessant og givende opgave, hvis man vælger at give sig i kast med at læse den!

Da jeg var yngre, var det udbredt at sige, at mange forfatterspirer drømte om som det maksimalt opnåelige i sin forfatterkarriere at skrive den helt store, samtidsskildrende udviklingsroman, der gik hen og blev en klassiker. I dag er genren vist gået af mode, der skrives ikke rigtigt egentlige udviklingsromaner mere, men værker med træk af genren, højst. 

Den første udviklingsroman, jeg selv læste, var "Jørgen Stein" af Jacob Paludan fra 1932-33. Jeg læste den ret tykke roman under lidt specielle omstændigheder, nemlig i min læseferie før min 9.klasses afgangseksamen fra Kragelundskolen. Min mor havde dengang dansk på hf niveau og fortalte mig på en måde om bogen, som de lige var begyndt på at læse på hendes hold, der vakte stor interesse hos mig, så jeg valgte at begynde lige at læse det første for at få et vist indtryk af, hvilken læseoplevelse jeg havde at glæde mig til. Men så endte det med, at jeg ikke kunne løsrive mig fra bogen og endte med at pløje mig igennem den fra ende til anden i stedet for at læse til eksamen der midt i min læseferie..Jeg der var så perfektionistisk med mit skolearbejde og var vildt opsat på at få høje karakterer til eksamen..Men det gik  alligevel fint, jeg havde allierede før læseferien igennem skoleårets forløb overindlært hele pensum.

Jeg synes, at "Jørgen Stein" var en rigtig, rigtig god roman, der gav mig meget, men måske blev jeg for meget smittet af Jacob Paludans syn på tingene. Allierede tre-fire måneder efter, at jeg havde læst "Jørgen Stein", blev jeg så i dansk i 1.g i gymnasiet sat til at læse Henrik Pontoppidans "Lykke-Per". Denne udviklingsroman fra 1898-1904 var ikke blot som "Jørgen Stein" rigtig, rigtig god, men en stor roman, et mesterværk, syntes jeg. Dens tematisering af modsætningen mellem det gamle lavteknologiske landbrugssamfund og den moderne teknologiske udvikling i byerne i  netop i de skelsættende periode i danmarkshistorien skildres på en måde, der giver romanen udødelige kvaliteter som historisk dokument, og så har romanen bare fremragende litterære kvaliteterr. Den er så utrolig godt, stramt komponeret. Henrik Pontoppidan blev tildelt nobelprisen i litteratur i 1917, blandt andet for "Lykke-Per", hvilket jo også fortæller meget om både forfatterens og værkets format. I 1.g. var vi i forbindelse med, at vi læste romanen, inde og se en opsætning af romanens handling lavet til teaterstykke fordelt over to aftener på Aarhus Teater, dette var bestemt godt, godt udført, og jeg havde ikke været i AArhus Teater i mange år.

Da jeg gik på studenterkursus på Århus Akademi skrev jeg to "store opgaver" i dansk om først i 1991 i 1.g. "Jørgen-Stein" i og i 2. g. det følgende år"´Lykke-Per". Jeg fik 11 på den gamle 13-skala for den, den næsthøjeste karakter under topkarakteren 13, der meget sjældent blev uddelt dengang (11 blev givet for "Den udmærkede og selvstændige præstation" dengang) og ros for min opgave om "Jørgen Stein" i 1.g., og min opgave om "Lykke-Per" i 2.g. fik jeg 10 for ( 10 blev givet for  "Den udmærkede men noget rutineprægede præstation") - kun l0, fordi opgaven havde været for lang, min lærer sagde at han skulle hilse fra censor og fortælle mig, at opgaven havde været rigtig god, og at han ligesom min egen lærer ville have givet mig 11, men eksamensreglerne påbød, at de skulle trække ned i karakteren hvis opgaven var over en vis længde. Jeg fik god ros fra mine lærere for begge opgaver om de to romaner, og det var en god oplevelse for mig at arbejde med at skrive dem. 

Men jeg tror, at genren udviklingsroman er forældet. Selv den mest fremragende forfatter kan næppe skrive en udviklingsroman, der foregår i nutiden, med den hektiske udvikling og nyhedsstrøm der hele tiden er. 

Jeg har læse både "Lykke-Per" og "Jørgen Stein" to gange, og hvis jeg syntes, at jeg havde tid til det kunne jeg godt tænke mig at læse især "Lykke-Per" igen, den rummer helt afgjort udødelige litterære og historiske kvaliteter. 

Men om det bliver til noget foreløbig, ved jeg ikke, tror jeg ikke. Måske engang! Imidlertid kan jeg da slutte dette blogindlæg af med at anbefale alle, der ikke har gjort det endnu, at læse især "Lykke-Per"!