Michael Monrads blog

Jeg blev inspiriret til at få sådan en lille personlig, og nem blog som denne her af en højt begavet professorsøn, der gik en klasse over mig på Kragelundskolen i 9 år og som jeg derefter gik sammen med i cirka to år på Marselisborg Gymnasium, indtil han endte med at gå ud i 3.g, fordi han blev tvangsindlagt på Risskov, han fik en skizofreni-diagnose.  Hans blog var bestemt heller ikke omfattende, og i øvrigt er han nu død, han flyttede ud af det bosted, han var anbragt på, troede hans diagnose var forkert, stoppede med at tage sin antipsykotiske medicin, og endte med på tragisk vis at tage sit eget liv, den ædle sjæl. Han var stærkt introvert, elskede computere, programmering, arbejdede koncentreret i Kragelundskolen's computerlokale efter skoletid hver dag dengang, fra han fik fri, til de lukkede, havde taget programmering i Python op, og udtrykte ønske om at læse datalogi, dette blev desværre ikke til noget, sådan kan det gå.

Jeg har hørt, at man i den finske folkeskole er holdt op med at lære børnene at skrive i hånden. Tænk, at man virkelig mener, at denne indlæring, der træner finmotorikken så godt, ikke bør finde sted, fordi man mener, at der ikke længere er brug for den. Og tænk, hvis andre lande følger trop..! Jeg synes, at der er tale om et meget alvorligt kulturelt forfald, hvis håndskriften måske engang uddør totalt, det er barbarisk, en frastødende udvikling! I folkeskolen kunne jeg godt lide at have håndskrivning i de små klasser, gjorde mig enormt meget umage og var glad for at få ros.  Jotter Jeg brugte i mange år den kendte Parker Jotter model, både som stiftblyant og som kuglepen . Der er tale om et fremragende produkt, Parker Pen Company's mest populære nogensinde, der er solgt i over 750 millioner eksemplarer. Et usnobbet, nydeligt designet, pålideligt produkt i allerhøjeste kvalitet til en overkommelig pris. Jeg tænker, at man selv i forholdsvist økonomisk dårligt stillede lande har rå...

Jeg har nu i små to uger været den yderst tilfredse ejer af et Garmin Instinct 2 Solar, et kolossalt fedt "rugged smartwatch" i farven graphite (en grå blanding af hvid, sort og blå). Det er robust i designet, ultraholdbart. Lever op til den amerikanske militære standard for holdbarhed MIL-STD-810G, hvortil der stilles uhyre skrappe krav. Uret har alle mulige tænkelige funktioner, masser af træningsprogrammer, kompas, termometer, gyroskop, højdemåler, højdetrykmåler, barometer osv. Det kan nøje registrere, hvordan jeg sover og fremstille grafisk, hvornår jeg sover dyb søvn, let søvn, REM-søvn i løbet af natten, måle mit stressniveau under søvnen, vise, hvornår, jeg bevæger mig uroligt og give mig en score for kvaliteten af min søvn, som i øvrigt har været stærkt ujævn i den periode, jeg har haft uret og sovet med det hver nat. Søvnregistreringen sætter jeg virkelig pris på, den kan hjælpe mig til at sove bedre, er jeg sikker på! Uret kan måle den aerobe og den anaerobe effekt...

Jeg blev i sin tid henvist til en speciallæge i psykiatri, der som det første han sagde da vi mødtes var at han i Viborg, hvor han også praktiserede, havde en bipolar provst og hans to teologistuderende bipolare sønner ved navn Monrad som patienter, og at erfarne danske psykiatere vidste, at der i Monrad-slægten var anlæg for bipolar lidelse.  Jeg gik ved ham ca en gang måneden i over trekvart år, før han blev langtidssyg og ophørte med at praktisere.  På et tidspunkt, hvor jeg gik ledig efter at have læst litteraturhistorie og økonomi, foreslog han mig at læse teologi, det mente han kunne være noget for mig. Jeg syntes også selv, det var en god idé, det synes jeg ikke længere, skulle hellere have læst dansk, historie, oldtidskundskab eller engelsk, orkede ikke at terpe oldgræsk og latin og senere lære hebraisk, efter det jeg havde været igennem. Da jeg kun kunne blive optaget på universitetet en tredje gang på dispensation, søgte jeg denne, og i den forbindelse skrev psykiate...

Som dreng var jeg en svajrygget og duknakket læsehest, en bogorm. Jeg læste fx lidt Shakespeare, Goethe og Dostojevsky med videre som 12årig, oprigtigt interesseret, men det var indrømmet også udtryk for snobberi fra min side, og det er næppe kun sundt at starte så tidligt med dén slags litteratur. Jeg læste mig også, kan ikke huske præcist hvornår, igennem hele "Verdenshistorien" af Carl Grimberg i 16 bind, heller ikke kun godt, at jeg brugte så meget tid på den. Jeg skulle hellere have brugt noget tid på at sætte mig ind i psykiatri og psykologi, og have opsøgt lægehjælp, men jeg var bange for af en læge at blive stemplet som sindssyg, få det til at stå registreret i et offentligt register, for jeg troede, at hvis det skete, ville jeg ikke kunne gøre nogen som helst karriere, få et blot nogenlunde ordentligt job, hvilket jeg opfattede som frygteligt, for jeg var manisk ambitiøs og havde komplekser over at komme fra en mindrebemidlet baggrund, følte det ydmygende, ville gern...

Dette smukke værk, "Schlüsselbluhme", af Albrecht Dürer, har jeg valgt til det værelse, hvor jeg sidder med computeren: