lørdag den 3. juni 2017

Humaniora

Jeg interesserede mig tidligt for seriøs litteratur, og var god til at skrive danske stile i skolen. Jeg fik i de ældre klasser en dansk- og klasselærer, der ikke kunne udstå mig, og flere gange til min store skræk gik til inspektøren og prøvede at få mig smidt ud, fordi jeg i bipolare blandingstilstande havde lavet lidt "ballade" i hendes timer. Hun kunne overhovedet ikke finde ud af at analysere litterære tekster, og jeg havde derfor ud over klassen betegnet hende som "inkompetent". Hendes had til mig var årsagen til, at jeg dybt urimeligt kun fik 11 i mundtlig dansk til folkeskoleeksamen. I skriftlig dansk, som hun jo heldigvis ikke havde indflydelse på, fik jeg så selvfølgelig mit 13-tal.
I gymnasiet havde jeg en lærer, der betegnede noget af det, jeg skrev, som "fabelagtigt" og "sublimt", selvom han ikke kunne udstå mig (han var fanatisk kristen, og jeg er sikker på, at han mente, at jeg var besat af en ond ånd, for sådan noget troede han på!). Til studentereksamen fik jeg igen 13 i skriftlig dansk. Den gang var det kun 1 ud af 500, der fik dén karakter i dén disciplin, så det må siges at være en ret elitær præstation. Jeg valgte et rent litterært emne, hvor jeg kunne skrive fuldstændig apolitisk, så censorerne bare kunne koncentrere sig om at nyde mit gode sprog og min skarpe analyse, uden at få kaffen galt i halsen over mine værdipolitisk højreorienterede holdninger. Derfor synes jeg, at jeg fortjener mit 13-tal, men det samme kan jeg desværre ikke sige om mit 13-tal i mundtlig dansk til studentereksamen, for her snød jeg! Jeg lod nemlig, som om jeg var rød, ligesom censorerne åbenlyst var, og fedtede lidt for dem og deres uvidenskabelige, røde meninger. Hvis jeg ikke havde gjort dette, havde jeg sikkert kun fået et 9-tal, og sådan burde det ikke være, men de humanistiske studier har i flere årtier været et sted, hvor borgerlige mennesker ikke er velkomne, og hvor man ikke beskæftiger sig med emner eller metoder, der tiltrækker borgerlige mennesker. Alle er røde, masseindvandring fra tredjeverdenslande er bare en berigelse, den europæiske kultur er racistisk, borgerlige mennesker er onde. Kulturmarxismen ligger som en tung dyne over universiteterne, selv de allerfineste som Harvard. Og så den latterlige socialkonstruktivisme, den er da helt til grin. Virkeligheden er bare en social konstruktion, køn og race er bare sociale konstruktioner, det er det rene vanvid, uvidenskabelig varm luft det hele! Det kunne være dejligt, hvis humaniora mere var, som det var før 60'erne, men dén skønne tid er måske for evigt fortabt!