Michael Monrads blog

Først 41 år gammel fik jeg stillet den korrekte diagnose: bipolar affektiv sindslidelse (tidl. maniodepressiv psykose) og kom på stemningsstabiliserende medicin. Blev selvfølgelig straks langt mere velfungerende, rationel, kom ud af svær forpinthed. Før det havde jeg, siden jeg var 23, været selvfejldiagnosticeret som kronisk depressiv og været på en høj dosis stærk antidepressiv medicin, ikke hensigtsmæssigt, jeg led af blandingstilstande. Mange år er forløbet mildest talt suboptimalt! Jeg lider desuden af Asperger's syndrom, en såkaldt gennemgribende udviklingsforstyrrelse, den mildeste form for autisme, en diagnose jeg først stillet som 35-årig i forbindelse med, at jeg søgte førtidspension. 

Jeg er bipolar og har så langt tilbage, jeg kan huske, lidt af næsten konstant dyb nedtrykthed i min barndom og ungdom. Her har min bipolare, hovedsageligt depressive, enlige moder taget mig med til fotografen en dag, hvor jeg må have været temmelig svært nedtrykt. Dengang jeg var dreng, var det den etablerede opfattelse, at man ikke kunne have symptomer på bipolar lidelse som barn. Jeg havde ellers en bipolar lærerinde i de små klasser i musik og engelsk, som i øvrigt dræbte sit eget spædbarn i en bipolar blandingstilstand, mens jeg havde hende. Man kendte heller ikke til Asperger's syndrom, én af mine andre lidelser, der først blev en ny kendt diagnose i 1982 takket være Lorna Wing. Så jeg fik ingen hjælp..